REJSEGUIDE TIL DUBAI

At føle sig som alenemor

screen-shot-2018-01-26-at-21-24-00

Titlen til det kommende indlæg kan måske virke meget voldsom, men ikke desto mindre er det sandheden. Følelserne sidder lidt udenpå tøjet i skrivende stund efter en af de ‘hårde nætter’, hvor jeg virkelig godt kunne have brugt en hjælpende hånd. Der er heldigvis langt imellem nætter som dem, men jeg er sikker på jeg ikke er den eneste der går med de her tanker. Arttu, Victors far, arbejder meget. Han arbejder meget for VORES skyld, og for at vi ikke mangler noget og har det godt. Det er noget jeg sætter uendelig meget pris på, og noget jeg bestemt ikke tager for givet. Især nu hvor jeg ikke bidrager til vores fælles indkomst. Det her kan muligvis også godt lyde som en stor, fed omgang brok – men det er det ikke. Jeg har bare behov for at lufte mine tanker. Sagen er den, at jeg føler mig som alene mor, selvom jeg er i et forhold…

Da Victor blev født, havde Arttu 2 dages fri. Det var den ‘lovlige’ barsel han fik. Det vil sige, at jeg stod alene med ALT fra dag 1 – og det var hårdt. Arttu kunne ikke stå op om natten med Victor, da det er vigtigt at han er veludhvilet med det job han er. Enten det, eller så var han ikke hjemme eller ikke ‘kunne overskue’ det. Alle de søvnløse nætter, bleskift, putninger, flasker – de var på mine skuldre. Nogen ville mene at det er skønt at selv stå for dagsordnen, og at kunne gøre tingene på SIN måde uden en anden part skal blande sig, men enhver nybagt mor kan sætte sig ind i hvor enormt stressende det er at passe og pleje sådan en lille en, og så sørge for at man selv hænger sammen som menneske! Jeg kan huske helt i starten hvor meget Arttu irriterede mig når han var hjemme, fordi jeg følte ikke han var til nogen nytte? Han ville jo bare ‘slappe af’ når han kom hjem fra en lang arbejdsdag, hvorved jeg stod klar ved døren med Victor i udstrakte arme, så jeg kunne komme i bad og få 5 minutter selv! Vi havde rigtige mange konflikter det første halve år, som jeg tror mange nybagte forældre har, og jeg må indrømme at jeg var ved at knække mange gange. Jeg vil ikke udstille Arttu som værende en dårlig far, for det er han bestemt ikke. Han elsker sin søn, og omvendt. For det første, skal man huske på at han er en del ældre end mig, og måske også lidt af den ‘gamle skole’ hvor manden arbejder og kvinden passer hus og børn. Manden knokler røven ud af bukserne, og selvfølgelig skal han også have lov til at ‘være sig selv’ og dyrke sine hobbys når han har fri og tid. Han skal ikke bare ha et barn kastet i hovedet det øjeblik han træder ind af døren. Jeg husker tydeligt hvor fuldstændig CLUELESS han så ud når jeg gav ham Victor som så begyndte at græde. ‘Hvad skal jeg nu?’ ville han bare sige. Som mange andre mænd, anede han simpelthen hvad han skulle stille op med sådan en størrelse!
Det med, at jeg havde Victor så meget selv lige fra starten, gjorde også at jeg ikke stolede på Arttus evner det første lange stykke tid. Han anede jo ikke hvornår V skulle spise, sove, eller hvordan man trøstede ham bedst. Huskede han nu at skifte ble? Hvad med flasken? Blev Victor stresset af sin fars uvidenhed? Hvis jeg endelig efterlod Victor i nogle timer, kørte de tanker rundt i hovedet af mig konstant og jeg ringede til Arttu hele tiden for at tjekke op.

Hvad så med nu? Forholdet mellem Arttu og Victor er heldigvis blevet meget bedre. Jeg er nærmest usynlig når farmand er hjemme, og det glæder mig på en måde, selvom det også gøre ondt på mit moderhjerte at se den længsel han har efter sin far! Han ELSKER sin daddy. Victor er også blevet ‘sjovere’ nu, og nemmere at passe på, og derfor er jeg også meget mere afslappet omkring det når Arttu endelig gerne vil bruge timer med ham uden mig. Det sker desværre bare meget sjældent, da A har en meget travl hverdag. Han hjælper mere til med Victor, men jeg skal virkelig skære igennem for at det sker. Arttu har en datter fra et tidligere forhold, og det er klart at mærke at han aldrig har haft det ansvar. Som om at hans eks ikke stillede nogen ‘krav’ eller havde forventninger til hans deltagelse i fællesskabet. Derfor falder det ham ikke naturligt, og det er noget vi arbejder på hele tiden. Jeg synes det er vigtigt at understrege i denne sammenhæng, at der er mange mænd som ‘lige skal lære det’. Jeg er langsomt ved at acceptere at det er bare sådan vores liv er, selvom jeg havde et helt andet billede i mit hoved da jeg engang drømte om et kommende familieliv. Arttus arbejde er også skyld i at jeg er alene til 90% af de fællesarrangementer vi bliver inviteret til. Arttu har været med i Danmark 1 gang siden Victor blev født. Jeg var alene afsted til min egen mors og stedbrors bryllup i sin tid! Vi har aldrig holdt jul sammen (4 år), og det er hårdt at sidde om bordet til fester som den eneste uden siden partner. I sådanne situationer, har jeg virkelig ondt af mig selv. Jeg kunne jo ligeså godt leve livet alene? Eller hvad?

Victor er ‘min opgave’, og jeg elsker det. Ja, det kunne være rart at have en at dele opgaverne mere ligeligt med, men jeg kan godt selv når vores hverdag nu er på den her måde. Heldigvis har vi også en søn som er meget nem, og som ikke er så krævende normalt. Jeg mærker allermest følelsen af at være alene når han er syg, eller når jeg er det, og man bare skal overleve og komme igennem. Vi har jo ikke vores nanny fuldtid, og mormor er meget langt væk 🙁

Er der andre mødre der har det som mig, hvor det er dem der står 90% for opdragelsen og pasning af deres børn selvom man er i et forhold og bor under samme tag? Hvordan undgår i at være bitre og bære nag? Kan i finde en god balance? Bliver det bedre med årerne? Igen, jeg vil lige understrege at jeg IKKE vil hænge Arttu ud, men blot fortælle om hvordan vores lille familie ‘gøre tingene’. Jeg trøster mig selv med, at der 100% kommer en dag hvor jeg ikke kan bruges længere, og hvor Victor kun vil være sammen med far på gokart banen eller i garagen. Så brokker jeg mig nok over det!

‘Aint no hood like motherhood 😉

 

 

ENGLISH: 

Feeling like a single mother

The caption for this next post may seem a little dramatic, but nevertheless it is how I feel. Im feeling a little emotional this morning after a rough night, where I could have done with an extra pair of hands. Luckily, really difficult nights don’t occur that often anymore, but im sure Im not alone with feeling the way I do sometimes, which is why im sharing my thoughts and having a vent. Arttu, Victors dad, works a lot, and he works for US! I am truly grateful for this and it is something I have never taken for granted, especially since I am not working and bringing money home myself. Perhaps the following will sound like a bit, fat load of moaning, which is not intended;
Sometimes I feel like a single mother.

When Victor was born, Arttu had 2 days of so-called ‘paternity leave’. This resulted in me being on my own with Victor from the beginning. Arttus job needs him to be well rested, so the sleepless nights, feeds, diaper changes – they were all on my shoulders. Some women may like doing things their own way without having another person getting involved and ‘messing up the routine’, but any new mother knows how difficult it is to take care of a new born baby, and still keep it together. I remember clearly how much Arttu annoyed me when he was home (he knows this), because I always felt provoked by his presence. He wanted to chill out after a long day at work, whereas I stood waiting at the door for him to get back, so I could hand over Victor and take 5 minutes for my self. This caused a lot of conflicts the first 6 months of Victors life, and I will admit that I was close to my breaking point numerous times. I am in no way trying to make Arttu look like a bad father, because he definitely isn’t! He loves his son very much, as does Victor him! Bare in mind, that he is quite a bit older than me, and perhaps a bit old fashioned when it comes to the ‘roles of a man and woman’ in the household. The man works and the woman takes care of the house and kids. Arttu works unbelievably hard, and of course he should be allowed to wind down and enjoy his hobbies when he is off from work and has the opportunity. He shouldn’t have a child thrown at him as soon as he walks through the door. I can clearly remember how clueless he was in the beginning when I would hand Victor over, and he would cry. He would literally stand there like a big question-mark and ask me ‘What do I do?’. Like many other men, he had no idea about what to do with such a small human.

Because I had Victor so much from the get-go, I never really trusted Arttu’s abilities in the beginning. He didn’t know how to read him, when he slept usually, how to get him to sleep. Would he remember to change his diaper? What about making the bottle? How to sooth him? Whenever I would leave the house for just a few hours I would be ringing him constantly and checking up – I must have been so annoying!

Nowadays their relationship is great, and to be honest I am completely invisible to Victor whenever his dad is home. He ADORES his dad, which is really lovely to see. It does, however, break my heart to see my son longing to be with him so much. Whenever they spend time together he is so happy – it just doesn’t happen that often unfortunately. Arttu has started helping out a lot more with Victor, but I really have to push for it. He has a daughter from a previous marriage, and to me it is obvious that he didnt have such high demands and expectations from his ex wife, when it came to participating in family life. That’s why it is a still a learning process for him, because I am ADIMENT that he participates. I didn’t make this child on my own. I do however think that many men are like this. Their paternal instinct doesn’t come naturally when the children are this young, but I can luckily see improvement every day.

I am slowly coming to terms with the fact that this is just how my family is, even though this was not what I had imagined when I used to dream about my future. Arttus work also results in me being alone at 90% of family and social functions. I even attended my own mothers wedding on my own whilst pregnant! And my brothers! I absolutely HATE sitting there by myself, when everyone else is there with their partners. It really feels lonely, and sometimes I actually do feel like im a single parent, doing things all by my self.

Victor Is ‘my job’, and I love it. Yes, it would be nice to share the job more equally with another persob, but at the end of day im ok with doing it by myself, now that our daily life is the way it is. I feel so lucky that our son isn’t demanding and difficult in general, and I only really get this feeling of despair when either him or I am sick, and its all about just making it through the day. Our nanny is not working full time, and my own mother is far away.

I would like to, once again, underline that I am NOT putting Arttus head on the chopping block, but only want to share how our family life is. Yes, it is hard on me – harder than he understands – but im sure that in a few years time I will hardly ever see Victor because he is at the go-kart track with his dad. Then ill probably moan about that! Haha

Aint no hood like motherhood.

16 kommentarer

  • Henriette

    Kære du læste dit indlæg der skal en meget stærk kvinde til at skrive så privat og følsomt indlæg 👍 har du tænkt på, at hvis du havde en indtægt, ville du måske føler dig stærkere. Hvis du på et tidspunkt har lyst til at arbejde med lækre seriøse produkter (over 200) hvor dine samarbejdspartnere er søde venlige mennesker, hvor du selv bestemmer din indsats, så send mig en uforpligtende mail. Hvis du kender andre for hvem denne mulighed kunne være interessant, så giv dem min mail 😊 knus Henriette

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Beatrice

    HI Mai,
    Uha det var for mig et rigtig interessant indlæg. Jeg kunne nikke genkende til det hele.
    Jeg har en mand af anden kulturel baggrund og som arbejder lange dage og hver anden lørdag. Da vores søn blev født var det sådan at han skulle sove godt og igennem om natten til at klare presset og dagen på arbejdet. Og i weekenden skulle han jo lade op til ugen….. babygråd havde han meget lidt tålmodighed til og vidste Anyways ikke rigtig hvad han skulle stille op med. Det er bedre når barnet når ud over “baby” phasen Ja. I dag er vores dreng 4 og nu puttet han ham oftere i sengen om aften.
    Jeg har været meget frustreret og vred og ked af det og tænkt ofte: jeg kan jo ligeså godt være alene!!!
    Jeg flyttede til min mand til Tyskland 1 år før fødslen så her ingen kære mor eller min dejlig bror eller veninde. Det gjorde alt hårder selvfølgelig 😅
    Fordi jeg var så meget på har jeg i dag et helt specielt bånd til min 4 årig. Det kan du også glæde dig over Mai.
    Kh fra Tyskland ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    In english please

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Hold kæft hvor er du sej søde Mai💪🏼 Stor respekt til dig!! Du gør det så godt, syntes jeg bare du skal vide! Kunne jeres Nanny evt have flere timer hos jer? Stort knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Victoria

    Hej,
    Nu er jeg ikke mor, men jeg har fulgt dig før du fik barn og jeg synes du er sej og klarer det godt (også selvom du måske kun viser de gode sider mest).
    Jeg synes det er fedt at du også er begyndt at respektere dig selv ved at have en barnepige/ housekeeper over i et par timer om ugen til at aflaste dig selv ved at gå ned og træne, få et par timers ro el. få en pedicure etc.
    Jeg synes du er sej!

    mvh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Fra en pilot frue til en anden, sender jeg et High-five! Det er skisme hårdt at være så meget alene og jeg tænker, at det er det endnu mere for dig, fordi du er så langt væk fra din familie. Vi har en dreng på 16 mdr og om end forholdene for piloter er langt bedre i DK er her også meget alenetid.
    Jeg har stillet krav til min pilot om nærvær, overskud og tilstedeværelse når han har fri – jeg kan ikke gøre det alene, det er også er hårdt job at være ‘alene-mor’.
    Jeg sender dig mine bedste tanker 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Its now there if you scroll to the bottom of the original post x

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Hvor er det bare dejligt at læse. Det giver mig et kæmpe boost at vide, at det hele nok bliver nemmere. TAK for din søde kommentar <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Hej smukke. Tak! Det er så sødt af dig. Vi har besluttet os for at få en til at bo i huset med os, når jeg kommer i arbejde. Det bliver nok til sommer, så det glæder jeg mig til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Tak Victoria! Ja det er nemlig vigtigt at trække stikket lidt, så man kan finde en ro og så komme igennem dagen. Det er så skønt at vide man ikke OGSÅ skal tage sig af rengøring hver dag, når man har så meget andet der skal tages hånd om 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ana

    Hej Mai!
    Nu er jeg ikke mor, men har set hvordan min mor klare min lillebror, da han blev født, da jeg var 12 år. Nu er han 12 år og jeg 24.
    Jeg kan sige at du nok har ret, men min mor var næsten altid alene om at passe og opdrage min lillebror. Hun begyndte endda på medicin studiet da min lillebror startede i vuggestue som 1 årig. Min far var altid på arbejde og havde kun en fridag om ugen, hvor han så bare var der, fordi han skulle slappe af. Han legede med min lillebror, tog på med på ture, men jeg har aldrig set ham skifte ble på min lillebror, give ham mad, tage ham i bad og give ham tøj på, eller putte ham om aftenen, måske kun 1-2 gange. Min mor endte med at passe min lillebror alene, det var endda hende der afleverede min lillebror i vuggestue de første 1-2 år fordi det var “nemmere” for hende, nu hvor det er tæt på hendes studie han skulle afleveres, selvom manden først skulle møde på arbejde kl 10. Nu skal det ikke blive for langt. Synes bare bare, at du skal være glad for, at du ikke har et job, som du også skal passe og har en barnepige når det skal være du vil forkæle dig selv.
    Kh Ana

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susan

    Kæmpe respekt for din ærlighed.
    Det er pisse hårdt at være mor, samtidig med at det er hele ens verden og man slet ikke kan forestille sig en hverdag uden de små ❤️ Jeg har været alenemor siden min søn var få uger gammel, samtidig med fuldtidsjob og eget firma. Jeg tror at det er en endnu større udfordring at være alenemor i et forhold, som du beskriver. Samtidig vil jeg bare sige.. nyd at du har muligheden for at være sammen som forældre, at i har jeres små øjeblikke sammen som familie.. lidt er bedre end ingenting ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Hej Ana

    Din mor lyder som en ualmindelig sej kvinde. Jeg tager hatten af for hende!
    Som du selv skriver, startede din mor på studie da din bror var et år og kom i vuggestue. Jeg er sikker på hun havde nok om ørerne det første år hvis hun skulle klare det hele selv, samtidig med at holde hus og selvfølgelig være der for dig.
    Victor går ikke i vuggestue (det skal han først om et halvt år, når jeg forhåbentligt kommer i job), og jeg starter op på mit online studie igen her på mandag. Vores barnepige her er, som jeg har skrevet, kun nogle timer af gangen 5 dage om ugen.

    Jeg ved at jeg kunne have det MEGET værre, og at der er mødre som kæmper endnu mere. Jeg luftede bare mine ærlige tanker 🙂

    Kh Mai

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Super godt indlæg. Jeg er selv i et forhold med en som arbejder utrolig meget og som er hjemme på de ‘forkerte’ tidspunkter i forhold til vores søn og jeg. Det er utrolig hårdt at stå med sådan en lille en selv (vores søn på halvandet) det at man ikke lige kan få en lille pause om aften eller få tid til et lidt længere bad end normalt 🙂 og nattesøvnen. jeg tænker meget over vores fremtidige familie liv og det at finde den her balance. Som du selv skriver at man altid selv er afsted til familie komsammen, oplevelser med den lille, og til fødselsdage med venner osv. Man er altid den som ingen partner har med. Det er faktisk ret deprimerende! 🙂 jeg krydser fingre for at det bliver lettere jo ældre vi alle bliver, for vil jo ikke bytte min kæreste eller søn for nogen anden! Nogen gange kunne man bare godt ønske sig mere tid til hinanden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Hej Mai
    Man skal ikke undervurdere hvor svært det er ikke at have tid til sig selv i løbet af en dag. Det tror jeg kun os mødre kan sætte os ind i. Så selvom arbejdet ikke kalder endnu er det fortsat hårdt… rigtig hårdt. Og på trods af at jeg får RIGTIG MEGET hjælp fra min mand så har jeg sku også været tæt på at knække nakken. Men ved du hvad? Det er helt okay af brokke sig. Og jeg er sikker på at du ville gøre det hele om igen for sikke en lækkermås 😘 keep up the good work 👍🏻✌️
    // Maja

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hej Mai

    Din beretning er så lig min. Min søn er fra november 16, og min mand startede en virksomhed nogle måneder forinden. Vi var sammen på hospitalet og ellers har jeg stort set været alene med vores søn lige siden. Min mand arbejder mellem 14 og 24 timer i døgnet, er blevet syg af stress og kan derfor ikke være der for os – hvorend han gerne ville. Det er hårdt, frusterende og hjerteskærende, og med en dreng med kolik og reflux følte jeg mig kørt over af en damptromle hver evig eneste dag under min barsel. Alt gik op i amning, flasker, forsøg på putning, rengøring rengøring og rengøring. Jeg gik i seng kl.19 og har gør det stadig. Sådan havde jeg ikke forstillet mig ikke en begyndelse på livet som familie, men som du har erfaret, klarer man sig igennem og kommer utroligt stærk ud på den anden side. Jeg har tusind ord på hjertet, men vil stoppe her. Jeg håber, at jeres familieliv finder en form, hvor alle jeres drømme om samvær bliver en realitet. De bedste tanker herfra. Du kan være så stolt af at have klaret det alene og at have fået en dejlig og velfungerende dreng ud på den anden side. Det er en bedrift større end noget andet ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

REJSEGUIDE TIL DUBAI