At føle sig som alenemor

Titlen til det kommende indlæg kan måske virke meget voldsom, men ikke desto mindre er det sandheden. Følelserne sidder lidt udenpå tøjet i skrivende stund efter en af de ‘hårde nætter’, hvor jeg virkelig godt kunne have brugt en hjælpende hånd. Der er heldigvis langt imellem nætter som dem, men jeg er sikker på jeg ikke er den eneste der går med de her tanker. Arttu, Victors far, arbejder meget. Han arbejder meget for VORES skyld, og for at vi ikke mangler noget og har det godt. Det er noget jeg sætter uendelig meget pris på, og noget jeg bestemt ikke tager for givet. Især nu hvor jeg ikke bidrager til vores fælles indkomst. Det her kan muligvis også godt lyde som en stor, fed omgang brok – men det er det ikke. Jeg har bare behov for at lufte mine tanker. Sagen er den, at jeg føler mig som alene mor, selvom jeg er i et forhold…

Da Victor blev født, havde Arttu 2 dages fri. Det var den ‘lovlige’ barsel han fik. Det vil sige, at jeg stod alene med ALT fra dag 1 – og det var hårdt. Arttu kunne ikke stå op om natten med Victor, da det er vigtigt at han er veludhvilet med det job han er. Enten det, eller så var han ikke hjemme eller ikke ‘kunne overskue’ det. Alle de søvnløse nætter, bleskift, putninger, flasker – de var på mine skuldre. Nogen ville mene at det er skønt at selv stå for dagsordnen, og at kunne gøre tingene på SIN måde uden en anden part skal blande sig, men enhver nybagt mor kan sætte sig ind i hvor enormt stressende det er at passe og pleje sådan en lille en, og så sørge for at man selv hænger sammen som menneske! Jeg kan huske helt i starten hvor meget Arttu irriterede mig når han var hjemme, fordi jeg følte ikke han var til nogen nytte? Han ville jo bare ‘slappe af’ når han kom hjem fra en lang arbejdsdag, hvorved jeg stod klar ved døren med Victor i udstrakte arme, så jeg kunne komme i bad og få 5 minutter selv! Vi havde rigtige mange konflikter det første halve år, som jeg tror mange nybagte forældre har, og jeg må indrømme at jeg var ved at knække mange gange. Jeg vil ikke udstille Arttu som værende en dårlig far, for det er han bestemt ikke. Han elsker sin søn, og omvendt. For det første, skal man huske på at han er en del ældre end mig, og måske også lidt af den ‘gamle skole’ hvor manden arbejder og kvinden passer hus og børn. Manden knokler røven ud af bukserne, og selvfølgelig skal han også have lov til at ‘være sig selv’ og dyrke sine hobbys når han har fri og tid. Han skal ikke bare ha et barn kastet i hovedet det øjeblik han træder ind af døren. Jeg husker tydeligt hvor fuldstændig CLUELESS han så ud når jeg gav ham Victor som så begyndte at græde. ‘Hvad skal jeg nu?’ ville han bare sige. Som mange andre mænd, anede han simpelthen hvad han skulle stille op med sådan en størrelse!
Det med, at jeg havde Victor så meget selv lige fra starten, gjorde også at jeg ikke stolede på Arttus evner det første lange stykke tid. Han anede jo ikke hvornår V skulle spise, sove, eller hvordan man trøstede ham bedst. Huskede han nu at skifte ble? Hvad med flasken? Blev Victor stresset af sin fars uvidenhed? Hvis jeg endelig efterlod Victor i nogle timer, kørte de tanker rundt i hovedet af mig konstant og jeg ringede til Arttu hele tiden for at tjekke op.

Hvad så med nu? Forholdet mellem Arttu og Victor er heldigvis blevet meget bedre. Jeg er nærmest usynlig når farmand er hjemme, og det glæder mig på en måde, selvom det også gøre ondt på mit moderhjerte at se den længsel han har efter sin far! Han ELSKER sin daddy. Victor er også blevet ‘sjovere’ nu, og nemmere at passe på, og derfor er jeg også meget mere afslappet omkring det når Arttu endelig gerne vil bruge timer med ham uden mig. Det sker desværre bare meget sjældent, da A har en meget travl hverdag. Han hjælper mere til med Victor, men jeg skal virkelig skære igennem for at det sker. Arttu har en datter fra et tidligere forhold, og det er klart at mærke at han aldrig har haft det ansvar. Som om at hans eks ikke stillede nogen ‘krav’ eller havde forventninger til hans deltagelse i fællesskabet. Derfor falder det ham ikke naturligt, og det er noget vi arbejder på hele tiden. Jeg synes det er vigtigt at understrege i denne sammenhæng, at der er mange mænd som ‘lige skal lære det’. Jeg er langsomt ved at acceptere at det er bare sådan vores liv er, selvom jeg havde et helt andet billede i mit hoved da jeg engang drømte om et kommende familieliv. Arttus arbejde er også skyld i at jeg er alene til 90% af de fællesarrangementer vi bliver inviteret til. Arttu har været med i Danmark 1 gang siden Victor blev født. Jeg var alene afsted til min egen mors og stedbrors bryllup i sin tid! Vi har aldrig holdt jul sammen (4 år), og det er hårdt at sidde om bordet til fester som den eneste uden siden partner. I sådanne situationer, har jeg virkelig ondt af mig selv. Jeg kunne jo ligeså godt leve livet alene? Eller hvad?

Victor er ‘min opgave’, og jeg elsker det. Ja, det kunne være rart at have en at dele opgaverne mere ligeligt med, men jeg kan godt selv når vores hverdag nu er på den her måde. Heldigvis har vi også en søn som er meget nem, og som ikke er så krævende normalt. Jeg mærker allermest følelsen af at være alene når han er syg, eller når jeg er det, og man bare skal overleve og komme igennem. Vi har jo ikke vores nanny fuldtid, og mormor er meget langt væk 🙁

Er der andre mødre der har det som mig, hvor det er dem der står 90% for opdragelsen og pasning af deres børn selvom man er i et forhold og bor under samme tag? Hvordan undgår i at være bitre og bære nag? Kan i finde en god balance? Bliver det bedre med årerne? Igen, jeg vil lige understrege at jeg IKKE vil hænge Arttu ud, men blot fortælle om hvordan vores lille familie ‘gøre tingene’. Jeg trøster mig selv med, at der 100% kommer en dag hvor jeg ikke kan bruges længere, og hvor Victor kun vil være sammen med far på gokart banen eller i garagen. Så brokker jeg mig nok over det!

‘Aint no hood like motherhood 😉

 

 

ENGLISH: 

Feeling like a single mother

The caption for this next post may seem a little dramatic, but nevertheless it is how I feel. Im feeling a little emotional this morning after a rough night, where I could have done with an extra pair of hands. Luckily, really difficult nights don’t occur that often anymore, but im sure Im not alone with feeling the way I do sometimes, which is why im sharing my thoughts and having a vent. Arttu, Victors dad, works a lot, and he works for US! I am truly grateful for this and it is something I have never taken for granted, especially since I am not working and bringing money home myself. Perhaps the following will sound like a bit, fat load of moaning, which is not intended;
Sometimes I feel like a single mother.

When Victor was born, Arttu had 2 days of so-called ‘paternity leave’. This resulted in me being on my own with Victor from the beginning. Arttus job needs him to be well rested, so the sleepless nights, feeds, diaper changes – they were all on my shoulders. Some women may like doing things their own way without having another person getting involved and ‘messing up the routine’, but any new mother knows how difficult it is to take care of a new born baby, and still keep it together. I remember clearly how much Arttu annoyed me when he was home (he knows this), because I always felt provoked by his presence. He wanted to chill out after a long day at work, whereas I stood waiting at the door for him to get back, so I could hand over Victor and take 5 minutes for my self. This caused a lot of conflicts the first 6 months of Victors life, and I will admit that I was close to my breaking point numerous times. I am in no way trying to make Arttu look like a bad father, because he definitely isn’t! He loves his son very much, as does Victor him! Bare in mind, that he is quite a bit older than me, and perhaps a bit old fashioned when it comes to the ‘roles of a man and woman’ in the household. The man works and the woman takes care of the house and kids. Arttu works unbelievably hard, and of course he should be allowed to wind down and enjoy his hobbies when he is off from work and has the opportunity. He shouldn’t have a child thrown at him as soon as he walks through the door. I can clearly remember how clueless he was in the beginning when I would hand Victor over, and he would cry. He would literally stand there like a big question-mark and ask me ‘What do I do?’. Like many other men, he had no idea about what to do with such a small human.

Because I had Victor so much from the get-go, I never really trusted Arttu’s abilities in the beginning. He didn’t know how to read him, when he slept usually, how to get him to sleep. Would he remember to change his diaper? What about making the bottle? How to sooth him? Whenever I would leave the house for just a few hours I would be ringing him constantly and checking up – I must have been so annoying!

Nowadays their relationship is great, and to be honest I am completely invisible to Victor whenever his dad is home. He ADORES his dad, which is really lovely to see. It does, however, break my heart to see my son longing to be with him so much. Whenever they spend time together he is so happy – it just doesn’t happen that often unfortunately. Arttu has started helping out a lot more with Victor, but I really have to push for it. He has a daughter from a previous marriage, and to me it is obvious that he didnt have such high demands and expectations from his ex wife, when it came to participating in family life. That’s why it is a still a learning process for him, because I am ADIMENT that he participates. I didn’t make this child on my own. I do however think that many men are like this. Their paternal instinct doesn’t come naturally when the children are this young, but I can luckily see improvement every day.

I am slowly coming to terms with the fact that this is just how my family is, even though this was not what I had imagined when I used to dream about my future. Arttus work also results in me being alone at 90% of family and social functions. I even attended my own mothers wedding on my own whilst pregnant! And my brothers! I absolutely HATE sitting there by myself, when everyone else is there with their partners. It really feels lonely, and sometimes I actually do feel like im a single parent, doing things all by my self.

Victor Is ‘my job’, and I love it. Yes, it would be nice to share the job more equally with another persob, but at the end of day im ok with doing it by myself, now that our daily life is the way it is. I feel so lucky that our son isn’t demanding and difficult in general, and I only really get this feeling of despair when either him or I am sick, and its all about just making it through the day. Our nanny is not working full time, and my own mother is far away.

I would like to, once again, underline that I am NOT putting Arttus head on the chopping block, but only want to share how our family life is. Yes, it is hard on me – harder than he understands – but im sure that in a few years time I will hardly ever see Victor because he is at the go-kart track with his dad. Then ill probably moan about that! Haha

Aint no hood like motherhood.