Weekend in London

REJSEGUIDE TIL DUBAI

Screen Shot 2016-04-29 at 15.30.19

 

Halløj derude!
Der er mange af jer, der har efterspurgt en slags ’Rejseguide’ til Dubai, og jeg har langt om længe fået sat noget sammen til jer. Hvis der er informationer i føler i mangler i denne guide, må i meget gerne skrive til mig, eller i kommentarfeltet. Så kan jeg få redigeret i guiden løbende, så alt kan komme med.

 

HVAD KOSTER DET
Jeg synes den er lidt svær, den her. Hver gang jeg handler ind får jeg et chok over hvor meget tingene koster. Dubai er klart et af de dyreste steder jeg har været, men det er vel egentlig hvad man gøre det til. Forstået på den måde, at der er ingen der siger man skal spise et lækkert sted hver aften. Man skal bare huske, at det hele er næsten dobbelt så dyrt som det er i Danmark for eksempel. 1 aed svarer til 1,7 kr.
Man kan sagtens finde ‘billigere’ hoteller, men så skal man nok ikke forvente for meget hverken i forhold til standard eller placering i byen. MEN, det er ret billigt at køre med taxa og metro – så på den måde behøves man slet ikke bo de fineste steder, for at se det smukkeste af Dubai.

REJSEN TIL DUBAI
Emirates flyver fra CPH lufthaven til Dubai 1 gang dagligt. Den primære lufthaven i Dubai bliver kaldt DXB, men der er en anden lufthaven der hedder DWC (i den anden ende af Dubai), hvor nogle flyselskaber flyver til. Norwegian har også direkte afgange i vinterhalvåret, og man kan også komme med KLM, LUFTHANSA og TURKISH AIRLINES med en mellemlanding, for bare at nævne nogle andre muligheder. Hvis man har et dansk pas, skal man ikke søge om turistvisa på forhånd. Man får et 90 dages visa stemplet i passet når man skal igennem immigration ved ankomst til Dubai. Du kan finde en liste over de andre lande som kan få visa ved ankomst her. Man kan også flyve til Abu Dhabi lufthaven, da det kun tager 1,5 at komme til Dubai derfra.

HVOR SKAL MAN BO?
Dubai er delt op i ’områder’, og ligger i en lang strækning langs den arabiske gulf. I den nordlige spids af Dubai ligger nabo-emiraten ‘Sharjah’, og i den sydlige spids ligger Abu Dhabi som er hovedstaden af de Forenede Arabiske Emirater. DXB lufthavn ligger i den nordlige del af byen, og Marinaen ligger i den sydlige del. Hvis man gerne vil bo ‘billigt’, er der rigtig mange hoteller i områderne ‘Bur Dubai’ og ‘Deira’, i nærheden af lufthaven.
Hvis man gerne vil bo midt i det hele med højhuse og trafik, så kan man bo på et af de mange mange hoteller i Downtown/DIFC/Business Bay områderne. Disse områder er ikke så fodgænger-venlige og ligger et stykke væk fra stranden, men du skal ikke stå mere end 20 sekunder inden en taxa samler dig op, og du skal ikke bevæge dig særlig langt for at finde det du søger – om det er Dubai Mall, Burj Khalifa, et supermarked, restaurant eller natklub.
Hvis man godt kunne tænke sig at bo på stranden, kan jeg varmt anbefale Jumeirah, Dubai Marina eller Jumeirah Beach Residence (JBR). Disse områder ligger i den mere sydlige ende af byen, og der er rigtig mange hoteller at vælge imellem – nogle af dem er fuldstændig vanvittig lækre. Priserne er noget højere, men hvis man gerne vil bo i nærheden og ikke har noget imod at skulle tage en kort taxatur eller en god gåtur hen til stranden, så kan man også finde et lækkert hotel i ‘Jumierah Lakes Towers (JLT)’, som ligger overfor Dubai Marina på den anden side af den store hovedvej, Sheikh Zayed Road.
Hvis man virkelig ønsker luksus, så skal man ud på Palm Jumeirah – også kaldt Palmen. Her finder man de FEDESTE hoteller, med den smukkeste udsigt af Dubai Skyline. Det er også her du finder det anerkendte Atlantis hotel ude på spidsen.

HVORDAN KOMMER MAN RUNDT?
Man kan sagtens leje en bil, ligesom i andre lande – men hvis du ikke er meget sikker i trafikken, vil jeg virkelig ikke anbefale det. haha
Der er tonsvis af taxaer der kører rundt, og det er meget billigt at køre i taxa. Der er dog ikke autostol i taxaerne hernede (det er ikke et krav at dit barn skal sidde i autostol i en taxa hernede – vanvittigt), men man kan downloade en app der hedder ‘Careem’, som er en slags Uber, hvor man kan anmode om en bil med autostol. Derudover kan du være 100% sikker på at dit hotel eller personer i lufthavnen når du lander, vil tilbyde dig at køre i en hvid Lexus bil frem for en almindelig taxa. Det er helt ufarligt – det koster bare det dobbelte, så lad vær med det medmindre der er ingen taxaer. Metroen er også til at finde ud af, og hvis man køber et ‘VIP rejsekort’, er man næsten sikret en siddeplads i en stille og mere privat vogn.

PÅKLÆDNING?
Nu bliver det mere alvorligt, og så alligevel ikke. Det er et meget diskuteret emne hernede, og noget jeg meget ofte bliver spurgt om når jeg får veninder på besøg. Hvad må man have på? Når man er i Dubai, skal man ikke glemme at man befinder sig i et muslimsk land, og religionen opfordre til at man skal være mere tildækket. Når det så er sagt, så er Dubai et meget frit land, hvor det slet ikke er så ‘striks’ som det var engang. Kvinder går rundt i små kjoler og shorts på åbent gade, og der er ikke konsekvenser for det –  selvom det godt kan blive set som værende respektløs i de ‘lokales øjne’. Der var jo også en gang man ikke måtte holde i hånd som mand og kvinde i offentligheden, men det er for længst også blevet glemt. Personligt mener jeg dog, at det handler om at respektere hvor man er. Jeg har det ikke godt med at gå rundt hernede og være alt for bar. Min tommelfinger regel er, at jeg ENTEN viser ben eller skuldre. Ikke begge dele på samme tid i dagslys. Det er måske bare mig, men det har jeg det bedst med. I malls skal man være ‘anstændigt klædt’, og det er der også regler for. Det skal dog også lige siges at der er PISSE koldt når man går rundt i de store centre, så ta nu bare noget varmt tøj på 😉

HVAD KAN MAN LAVE?
Der er uendelig mange muligheder for at holde sig beskæftiget i Dubai. Der sker hele tiden nye ting og sager, men nu vil jeg remse dem op, som jeg mener SKAL opleves;

  1. Dubai Marina – Tage en taxa til Dubai Marina Mall, og gå en tur langs marina promenaden. Herfra kan man også gå ned til Jumeirah Beach Residence (JBR), hvor man kan spise en frokost og se kamelerne på stranden.
  2. Dubai Mall – Noget alle skal opleve hvis de er i Dubai. Her kan man slå flere fluer med ét smæk; Burj Khalifa, Dubai fountain, Dubai Aqaurium.
  3. Ørkentur (Desert safari) – Der er rigtig mange bureauer hernede der tilbyder ørkenturer af forskellige typer. Vi kører selv ud i ørkenen hvis vi vil ud og kigge, men jeg kan klart anbefale firmaet ‘Arabian Adventures‘. Hvis i ønsker en mere eksklusiv tur i ørkenen som er mere privat og ikke sammen med en masse andre, kan jeg anbefale Platinum Heritage tours.
  4. City Walk – City walk er et nyt område i Downtown Dubai som jeg ELSKER. Der er så mange fede restauranter, cafeer og butikker som endnu ikke er blevet opdaget af de fleste turister.
  5. Bådtur – Den måde man ser Dubai bedst på, er efter min mening, fra vandet af. Jeg vil klart anbefale at man tager ud og sejler, så man virkelig kan se hvor storslået et sted det faktisk er. Selv her er der mange muligheder. Man kan vælge at booke sig ind på en ‘Yellow boat‘ sightseeing speedbåd tour for eksempel, man kan betale 200 aed pr person og komme med en delt Yacht der sejler langs kysten et par timer, ELLER man kan vælge at leje en hel yacht i 2-3 timer og gøre lige hvad man vil. Alt fra drinks til badning i havet. Her kan jeg varmt anbefale at man finder gode tilbud hos Royal Blue Yacht Charter.
  6. Park – Hvis du kommer til at savne grønne områder eller vil lade børnene lege i det fri mens i er her, så vil jeg klart anbefale jer at tage ud i enten ‘Al Barsha Pond Park’ eller ‘Safa Park’. Her er der så fint, med en masse legepladser. Derudover bliver der afholdt et åbent marked der hedder ‘Ripe night market’ med tøj-boder og food trucks i Al Barsha Pond Park hver Lørdag frem til April. Det er så hyggeligt, og noget andet som de fleste turister ikke får oplevet.
  7. Beach Club – Ja, det er nok ikke her man medbringer børn, men hvis man rejser med venner eller sin partner er det et MUST. Der findes både dem hvor der er fest dagen lang, og dem der er mere ‘chill’. Det er ikke på Beach Clubs jeg færdes allermest længere, men her er nogle steder jeg anbefaler; Zero Gravity – Her kan man forvente en del musik og sjov som dagen skrider frem, og placeringen kunne ikke blive meget bedre i Marinaen. Nikki Beach – også en del fest og farver, og meget populært. Nasimi Beach – Ude på palmen ved Atlantis hotellet, hvor der stadig er fed stemning, men mere afslappet i hverdagene. Cove Beach – Stemningen her kan variere en del, alt afhængig af hvornår på ugen man vil afsted. i hverdagene er der meget stille og roligt, men i weekenderne og Ladies days (ja det er der), går det ikke stille for sig. El Chiringuito – min favorit for tiden. En lille perle hvor der ikke er alt for mange mennesker om dagen, men hvor der er en lækker pool og strand man kan være ved (gratis adgang for piger i hverdagene). Rixos JBR – Et nyt sted, som bliver mere og mere populær. Jeg har ikke selv prøvet det, men har hørt fra mange at der er super fedt der. Barasti – Åh, kære Barasti. Det her sted er meget kendt i Dubai, og klart der man skal tage hen hvis man ønsker at drikke sig teenagefuld om dagen. Festen fortsætter som regel til om aftenen da stedet åbner op til en slags udendørs strandbar/natklub, og derfor er det ikke unormalt at folk stadig render rundt i klipklapper og badetøj til den lyse morgen.
    Det koster noget de forskellige steder at komme ind. Oftest er det dyrere for mænd (så deeeeeet), men der er også steder hvor man kan spise og drikke for en del af det beløb man betaler ved indgangen. Det gælder f.eks på Nasimi Beach.
  8. Brunch – En ‘Dubai Fredags Brunch’ er noget man skal opleve mindst én gang i livet. Der er ikke det samme som en hyggelig lille dansk brunch i weekenden med varm leverpostej og æg. Niks du. Der er hundredvis af restauranter over hele Dubai, nogle steder bedre end andre, der afholder en Brunch om fredagen. Her kan man købe en ‘pakke-løsning’ med fri alkohol og mad over hele eftermiddagen, og det ender som regel i en kæmpe fest. Der findes børnevenlige-brunches også, og jeg vil meget gerne lave et indlæg hvor jeg anbefaler en masse forskellige, hvis i ønsker det?
  9. Abu Dhabi – Abu Dhabi ligger kun 1,5 times kørsel fra Dubai, og er helt sikkert en køretur værd. Jeg vil anbefale jer, hvis i mangler noget at lave en dag, at tage en dagstur dertil for også at ‘krydse den af’. Her kan i tage ud og se ‘Sheikh Zayed Mosque’ som er uden tvivl noget af det SMUKKESTE jeg nogensinde har set. Det er så overvældende og fascinerende et sted. Kvinder får udleveret en ‘Abaya’ som de kan have på, men man er også selv velkommen til at tage et tørklæde med som kan dække håret. Vær dog lige opmærksom på besøgstider som i kan finde her. I kan også tage et smut forbi ‘Ferrari World’ imens i er der – enhver drengerøvs drøm. I kan også bare nyde byen, og gå langs stranden i ‘Corniche’. I vil opleve at tempoet er noget mere stille og rolig end i Dubai.
  10. Hvis i mangler inspiration til børnevenlige aktiviteter, kan i læse mit indlæg her.

HVOR SKAL MAN SPISE?

Der er restauranter OVER ALT i Dubai, så man har massere af valgmuligheder – både meget dyre og de mere overkommelige. Jeg har tidligere skrevet et indlæg hvor jeg kommer med mine anbefalinger, som man kan læse her. Jeg lover at jeg kommer med flere anbefalinger løbende.

En anden sjov lille detalje der er værd at vide her i Dubai er, at weekenden er fredag og lørdag. Det vil sige at folk går på weekend når de har fri fra arbejde om torsdagen, og skal på arbejde igen søndag morgen. Jeg håber at i kan bruge min rejseguide til noget, hvis i skal på besøg i smukke Dubai. I er altid velkomne til at skrive til mig personligt, hvis der er noget jeg kan hjælpe jer med.

7 kommentarer

  • Charlotte

    Skønt indlæg. Virkelig brugbart. Tusind tak. Vi har en dreng på 5 år. Hvad kan du anbefale til den alder? Hvad med Legoland eller andre store legeparker/vandlande? Pft.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Hej Charlotte.
    Fedt den kan bruges! Hvornår skal i herned? Jeg er godt i gang med et indlæg hvor jeg skriver om alt det man kan lave med børn de forskellige aldre 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Hej Mai, ved du om det stadig er muligt at zipline over Dubai Fountain? Og lige et sp mere, vil du anbefale en bådtur over en helikoptertur? Tak for alle dine gode tips! Knus Ditte

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Hej Ditte
    Jeg har aldrig været på helikoptertur over Dubai – men tænker det er fedt! Det er jo vidt forskellige oplevelser du får, så det afhænger nok af hvad man mest er til. Der er ikke længere Zipline over Dubai fountain, men der er kommet en ny over marinaen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Hej Mai.
    Ved du om det er muligt “kun” at komme på ATV tur i ørkenen? Uden at skulle ride på kameler, grille eller hvad der ellers er på de ture jeg kan finde ved at søge på google? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Om to uger. Kan du nå at lave guiden inden?? 🙌🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Hej Charlotte

    http://maisteenkjaer.com/2018/01/child-friendly-dubai/

    Jeg lavede et indlæg om dette for nogle uger siden .. Håber det kan bruges 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Weekend in London