Desert mornings

Victor og mine bekymringer

f483af56-ac44-4ee2-9944-e6ecf8d84907-1

Jeg tror at alle mødre går og stresser over nogle ting, når det kommer til deres børn. Her tænker jeg på deres udvikling, og deres fremtid. Man har en tendens til at sammenligne sit barn med alle andres, og man overanalyserer ALT – hele tiden. Det samme gør jeg, og jeg tænkte jeg vil dele nogle af disse tanker med jer …

Jeg har altid været god til at give Victor fra mig. Jeg har aldrig været hende der ikke vil have fremmede holder sit barn og jeg er ikke nervøs for at få ham passet (selvfølgelig ikke af fremmede). Han elsker at kommunikere med dem han møder, og der går ikke mange sekunder inden han charmerer alle i rummet. Jeg har dog bemærket på det seneste, at han er blevet MEGET mor-syg. Han hænger på mig hele tiden, og hvis vi er ude et sted hvor han for eksempel leger, og jeg går ud af syne, så går han HELT i panik. Det gør de andre børn i mødregruppen ikke.

Det er også som om at han bliver nemt overvældet og har let til tåre når vi er sammen med mange mennesker, som vi har været en del her på det seneste med alle de 1-års fødselsdage. Det sker ofte at han bliver bange for de andre børn, hvis de larmer for meget, eller bliver lidt for ‘voldsomme’. Det gør de andre børn i mødregruppen ikke, og jeg forstår det virkelig ikke siden han har to så udadvendte forældre. Men igen, det er vel bare en fase – eller er det bare sådan han er? En lille sensitiv dreng.

Jeg ved godt, i og med at Victor får 3 sprog fra starten, at hans tale kommer til at blive forsinket. Sådan er det. Jeg havde bare en ide om at hans motorik nok ville udvikle sig lidt hurtigere i så fald. Han er i ALT, kravler over det hele, trækker sig selv op og står alle steder, men han har INGEN interesse i at gå. Som i NUL. Jeg kan måske få ham til at tage 3 skridt hvis jeg har ham i hænderne, men mere gider han ikke. Ingen gang de to gå-vogne vi har herhjemme hjælper. Jeg ved godt at det ikke er unormalt at børn først begynder at gå når de er 14 måneder, men jeg synes alle de andre børn i mødregruppen er langt foran ham på det punkt. Mange af dem yngre end ham er begyndt at gå!!

Jeg har været god til at rejse til Danmark med Victor, og derfor kender han sine danske bedsteforældre ret godt selvom de ikke ser hinanden så meget igen. Sine finske bedsteforældre og sin storesøster til gengæld, har han kun mødt 3 gange. For det første, har Arttu ikke haft nok fri til at kunne rejse til Finland noget oftere. Jeg kan ikke rigtig rejse dertil selv, fordi Arttu’s forældre ikke taler engelsk. Jeg kan ikke kommunikere med dem ordentligt, uden ham, hvilken ærger mig ENORMT. Det er vigtigt for mig at han har et tæt forhold til sin finske familie, og det bliver selvfølgelig nemmere jo ældre han bliver, men det bekymrer mig alligevel.

Er jeg den eneste mor der stresser meget over sådan nogle ting? Skal jeg bare slappe af og lade ham udvikle sig i sit eget tempo og med sin egen personlighed? Skal jeg gribe ind?

Jeg håber der er nogle mødre der kan berolige mig en smule, og måske kan give mig nogle gode råd?

Ellers vil jeg gerne sige tak fordi i læser med – det betyder enormt meget for mig 🙂
Er der noget i kunne tænke jer at jeg skrev noget mere om? Kom endelig med forslag!

 

16 kommentarer

  • Merika

    Evige bekymringer, jeg kender det alt for godt💭.
    Jeg tror det råd, jeg vil komme med er, at du skal tage den med ro. Han er perfekt og præcis som han skal være, han lærer at gå og tale når han er klar, om han så først gør det om et halvt år. Husk på at du gør dit ypperste og det er rigtig fint, at du er opmærksom – derfor er du den bedste for Victor, du af alle, kender hans signaler. Jeg ved der ikke er meget råd over min kommentar, bare en lille reminder om, at alle børn nok skal lære at gå og tale, inklusiv skønne Victor. 😉
    Men herligt indlæg, bekymringer som de fleste mødre sikkert kender til. Bare husk på, at du bestemt ikke er den eneste med de tanker og bekymringer.❤️
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Mai. Jeg har en dreng på 3,5 år der først gik sine første skridt da han var 15 mdr. og så gik der i hvert fald en måned før han gik igen og endnu længere tid før han ville gå med gå-vogn og gå i det hele taget. Vær bare glad for at han er begyndt at ville gå…og lad være med at opfordre/presse ham for det kan han godt mærke :O) Lad ham tage det i sit eget tempo. Og ja som du selv skriver – prøv at lade være med at sammenligne. Min søn er udfordret sprogligt og taler ikke endnu og det har ikke gjort at han var hurtigere motorisk. Og han bruger stadig ble og er først nu begyndt at interessere sig for toilet m.v. Drengene er jo også meget langsommere til at udvikle sig end pigerne. Vi har også oplevet i perioder at vores søn ikke kunne lide store forsamlinger og så lod vi være med at tage ham med eller gjorde det meget kort. Han bliver hurtigt overstimuleret (selvom han for det meste er udadvendt), og tror det er vigtigt at lytte efter – og igen – lade være med at sammenligne med andre. Min søn er ekstremt udadvendt og det er mig og min mand også – men nogle gange har han bare ikke lyst til mange mennesker (ligesom mig), og det kender vi jo også fra os selv. Jeg håber de kan give dig lidt ro i sjælen – alle børn er forskellige og så har din dreng sikkert nogle styrker som andre børn fra mødregruppen måske ikke har :O)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne Lund Olesen

    Hej Mai 😃
    Tror du skal tage det helt roligt det med at Victor pludselig bliver lidt sensitiv i perioder . Det hedder tigerspring og kommer flere gange fra de er små . Nogen bemærker man det ofte ved og andre næsten ikke .
    Man siger normalt drenge er lidt tilbage sng det motoriske ( jeg har 3 børn på 20,17 og 7 ) Alle 3 børn gik først da de var over 1 1/2 år. I dag er der i intet galt tvært imod . Min yngste på 7 cyklede selv uden støttehjul da hun var 2,8 mdr .
    Det hele skal nok komme men jeg har også stået med alke de frustrationer og man kommer SÅ nemt til at fokusere på alt det andres børn kan .
    Victor ser ud til at værd en super dejlig dreng .
    😘
    Vi skal iøvrigt til Dubai på ferie her d. 27/2 og jeg har nydt godt af din beskrivelse af Dubai ( TAK)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Kære Mai! Du er bestemt ikke den eneste! Det er så dejligt at læse et oplæg som dit, med fri adgang til tanker og bekymringer. Jeg har selv en datter på 10 mdr, og kan helt sikkert genkende det su skriver! En gang imellem stresser jeg stadig over det, men er nu kommet til den erkendelse, at hun nok ikke kommer til at kravle lige nu. Hun er langt bagud i forhold til de andre i mødregruppen, hvad angår det motoriske!
    Løsningen for mig, har egentlig bare været at prøve at acceptere, at ingen individer er ens og at alle har brug for at tage tingene i deres tempo.
    Jeg er selv psykolog lige om lidt, og har haft en del om småbørn og arbejdet med småbørn. Det var det heeeelt normalt at de var så forskellige! (Sjovt at man så ikke selv altid synes det).
    Mange hilsner herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Uh jeg kender det godt. Jeg har en søn som er tæt på de 2 år. Dengang jeg startede i mødregruppe målte jeg også mit barn i forhold til deres og gør det nok lidt stadigvæk. MEN sandheden er, at børn i den grad er forskellige. Min søn, Marlon, havde altid et større temperament, sov dårligt og spiste ikke særlig meget, så han har altid været en lille spirrevip. Jeg havde uendelige bekymringer. Har jeg stadig , men nu kan jeg se, at en del af mine bekymringer har været fuldstændig ubegrundet og er sidenhen blevet ekstremt bedre. Der sker så meget imellem 1-2 år, så du kan godt glæde dig.
    Drenge er tit længere tid om at lære at gå, så tror ikke du har nogen grund til bekymring. Sagen er, at børn udvikles forskelligt og tager det hele i sit eget tempo, men tilgengæld kan jeg næsten garantere dig, at det hele nok skal komme helt af sig selv. Marlon har trods sine udfordringer været hurtig til at gå og til at snakke. Men hans far som er to-sproget sagde sit første ord, da han var 3 år. Du kan altså forvente længere tid før Victor begynder at snakke, og det er fuldkomment normalt. Det er en fase at være morsyg. Tro mig det går over igen, og de andres børn vil også komme i den fase på et tidspunkt. Jeg har også haft en morsyg dreng 😜 Dine bekymringer vil aldrig stoppe helt. Det er en del af det os mødre må leve med, men bare vid, at du bestemt ikke er alene om at have det sådan 🙈😊 hvis du nogensinde får brug for det kan du bare skrive. Jeg hedder Christina Lemke på Instagram.
    Knus herfra from a mother to another One 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Bekymringer er vidst en mor’s lod. Og kan desværre afsløre at det passer hvad de siger, ‘små børn, små bekymringer, store børn, store bekymringer’.
    Kunne du evt lave et blogindlæg om dit fantastiske hår ? Det sidder altså så flot, og jeg gad godt både at få lidt at vide om dine yndlings produkter og gerne lidt stylingtips.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Hej, jeg har ikke selv børn, men er dog pædagog i vuggestue, og synes jeg vil give en kommentar med på vejen. At dit barn ikke følger de andre, tja så kunne du prøve at arbejde i en vuggestue! Det er vildt de ting man kan under sig over, “hvorfor vil lille A kun lege med de gule klodser?” Eller “er det meningen at lille L kun vil have sokkerne på hænderne i stedet for sine vanter, og hvorfor endelig det?” – her er Kunsten at tænke, det var da dejligt at lille L ville have noget på, mon jeg kan gøre det anderledes i morgen og det er det samme? Og hvis det er, er det så ikke også iorden?
    Det er så forskelligt hvordan børn er og deres udvikling er lige så forskelligt. Man kan sige der naturligvis er nogen hvile-pæle man kan tage udgangspunkt i, men lyder det ikke til det er nødvendig i denne omgang. At du skriver det med motorikken, det kommer hele tiden ny viden og læring. VENT med at han skal gå, hvis det ikke er der han er endnu. Et barnet har bedst af at ligge på maven til barnet selv kan komme rundt, og derfra videre til numsen, og videre til at kravle og der til at rejse sig, til selv vil gå. Jo mere barnet fx kravler, jo mere træner hjernehalvdelende i at samarbejde (det er jo godt!).
    Der er så meget læring i det barnet kan, og hvis man lader barnet tage det i sit tempo, får man et barn som er glad og får følelsen af det er godt nok. Se på din dreng, nyd hvad du ser, ikke presse og se hvad han er optaget af. Alt godt her fra 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Har ikke så mange råd at give, da mit barn kun er knap et halvt år. Men vi er også to meget udadvendte forældre, der elsker at være på farten og være sammen med andre mennesker, det er vores barn, bare slet slet ikke. Hun har aldrig kunne lide fremmed, sidder sjælendt ved andre end sine forældre og bliver nemt urolig og ked af det hvis folk larmer omkring hende. Jeg siger til mig selv at det bare er en fase, og prøver at berolige mig ved det.. En pige af familien har to meget indadvendte forældre, der passer meget sig selv, og passer deres store gård, de har den mest snaksagelige pige, der sagtens kan gå hen og snakke til en fremmed, så jeg tænker man aldrig kan tage ud fra sig selv 😊 Mon ikke din søde dreng bare går igennem en lille fase i sit liv.. 💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Tak søde Merika.
    Jeg ved at jeg 100% tænker for meget over tingene, og det er alt for nemt at sammenligne sit barn med andre. Jeg er sikker på det hele nok skal gå, og han er heldigvis ‘fremme’ på andre punkter. Måske jeg bare skal nyde han ikke går endnu 🙂 haha
    Hils familien.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Tusind tak for din kommentar. Det giver ro i maven! Jeg har godt hørt at drenge er landsommere med at udvikle sig, og jeg er sikker på det nok kommer. Det er også et godt råd du kommer med, ved ikke at presse ham – for det gør jeg nok lidt, og han bliver skide irriteret på mig.
    Tænker også at han bliver overstimuleret i visse situationer, og jeg burde bare fjerne ham fra forsamlingen.

    TAK igen for din besked. Det har givet stof til eftertanke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Hej Marianne.
    Han har faktisk ikke vist tegn på de ‘tigerspring’, indtil nu. Du har dog nok ret i at det er derfor han er meget morsyg.
    Det er generelt set helt forkert af mig at sammenligne, men det er svært at lade vær, når man er omringet af så mange andre børn hele tiden.
    Tak for dine beroligende ord!
    Dejligt du kunne bruge Dubai-indlægget. Skriv endelig hvis jeg kan være behjælpelig med andet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Dejligt at høre fra en kommende psykolog!
    Jeg ved godt børn er meget forskellige, og det er forkert af mig at sammenligne så meget med de andre. Han er jo sit eget lille menneske, og perfekt som han er. Man vil jo bare det bedste for sit barn, og det er vel også derfor man bekymrer sig så meget over dem. Gør man nu det man skal? Har de brug for hjælp til noget? Du ved hvordan det er.
    Knus til dig og din datter!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Jeg tænker måske også jeg ligger så meget mærke til det, netop fordi han ikke ligner hverken mig selv eller sin far på det punkt. Heller ikke da vi var små. Du har dog fuldstændig ret i at de udvikler sig i deres eget tempo, og de er meget forskellige.
    Det med sproget bliver klart en udfordring, især nu hvor victor får 3 sprog! Det bliver sikkert det hele værd, og vi må hjælpe ham så godt vi kan hen af vejen.
    Tak for din søde kommentar. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Hej Kristine
    Åh, jeg tør slet ikke tænke på de bekymringer der kommer når han bliver ældre. haha
    Mht et indlæg om mit hår, vil jeg helt klart overveje det. Jeg gør faktisk ikke så meget ved mit hår, men jeg vil gerne dele de få ting jeg gør.
    knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofia

    Kære Mai.
    Må simpelthen lige skrive en kommentar til dig. Følger dig både her på din blog, og på Instagram og nyder din måde at skrive på og din ligefremhed. Selvom jeg lever et liv, der er meget forskelligt fra dit så føler jeg alligevel, at jeg kan spejle mig meget i de ting du skriver. 🙂
    Super befriende, at du ikke er blevet “bloggerfiseret”, og tør dele små udsnit af dit liv på en måde som virker ærlig og reel. 🙂

    Kram og rigtig god dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai Steenkjær

    Tak Sofia, hvor er jeg glad for du gider bruge din tid på at følge lille mig og kan relatere. Og nej, jeg bliver aldrig bloggerfiseret – det er jeg for meget Jyde til, tror jeg 😉 haha
    Rigtig god aften til dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Desert mornings