Fra at føle sig alene, til at være det.

Nogle af jer der har fulgt mig i noget tid, kan måske huske dette indlæg.
Jeg skrev det en morgen, hvor jeg havde virkelig kæmpet med Victor hele natten. Jeg var fyldt op med frustrationer (jeg var dødtræt), og der var mange af jer der kunne relatere til det. Selvom man er i et forhold, er det langt fra alle par der har en lige arbejdsfordeling når det kommer til forældrerollen. Det er egentligt også okay. Da jeg blev mor, vidste jeg godt at jeg kom til at stå med det meste – jeg var godt klar over, hvem jeg fik et barn med.
Trods det, så kunne jeg godt trække stikket ind imellem og tage ud med mine veninder, velvidende om at barnets far kunne tage ham – uden at have dårligt samvittighed, og fordi jeg sagde han skulle 😉 Men selvom jeg havde været ude om natten, og V’s far var hjemme, var det stadig mig der stod op kl kvart-i-kvalme, efter 2,5 timers søvn og med tømmermænd. Det er egentligt utroligt hvad man kan, når man bliver mor.

Nu hvor jeg er rejst så langt væk fra V’s far, kan jeg jo ikke lige sige at jeg tager ud i weekenden med pigerne, eller at jeg lige tager på tur en weekend. Det kunne jeg jo egentligt heller ikke dengang vi boede sammen, da han faktisk ikke har haft ham i over et halvt døgn selv (det må blive uddybet en anden god gang), men jeg vidste jo at når han ikke var på arbejde, kunne jeg godt ‘booke’ ham som barnepige. Jeg står pludselig helt og aldeles alene. Uden farmand og uden nanny, til at aflaste mig. Uanset hvordan man vender og drejer det, og selvom vi har en rigtig god plan for hvordan Victor skal se sin far så ofte som muligt, så kommer vi ikke til at have en almindelig deleordning, hvor jeg ved med sikkerhed at jeg har ‘fri’ hver anden weekend, ligesom mange andre. Jeg må lige pointere, at jeg har veninder og familie som rigtig gerne vil hjælpe med at passe V, så jeg kan trække vejret, men deres liv skal jo ikke gå i stå bare fordi vi er kommet hjem. Jeg vil ikke berøve dem af deres fritid, eller forvente de aflaster mig. Jeg traf beslutningen om rejse hjem med min søn, og jeg er mere end okay med, at det er sådan her det bliver. Jeg tror bare, at det er begyndt at gå op for mig, hvor ‘lænket’ jeg egentlig er. Nu hvor jeg er tilbage i Danmark, og der sker så mange ting jeg gerne vil deltage i, kan jeg ikke bare sige ja, fordi jeg ikke har andet planlagt den dag. Jeg har jo ikke ‘fri’, fordi jeg har Victor, som også skal tages hensyn til.

Når V starter i vuggestue her i starten af Juni, kommer det til at blive sindssygt underligt, da jeg har været sammen med ham de fleste af døgnets 24 timer, i 16 måneder. Jeg kommer til at føle, at jeg mangler en arm, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at det kommer til ar være meget overvældende for mig. Jeg er til gengæld heller ikke et sekund i tvivl om, hvor godt det bliver for os begge. At løsrive os lidt fra hinanden, og få noget mere indhold i vores hverdag.

Jeg er glæder mig til at vi kommer ind i en rutine, og vi får en dagligdag – men jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg ikke var nervøs. Jeg er PISSE nervøs, men jeg er sikker på det nok skal gå. Det skal nok gå rigtig godt.

Er der nogen af jer, der står i en lignende situation? Hvordan får i det til at gå op i en højere enhed?

Kys og kærlighed

x