Vuggeren

Et kæmpe nederlag …

“Velkommen hjem”, “Hvordan er det at være tilbage i Danmark?”, “Det må være noget af en omvæltning, at flytte fra Dubai til Silkeborg!”, “Du må kede dig..”, “Det er da også noget af et nederlag?”

Siden min hjemkomst, bliver jeg mødt med ovenstående udtalelser hele tiden. Jeg er sikker på, at de ikke er nedladende ment, men de rammer mig alligevel lige der hvor det gøre ondt. Hvad tænker folk mon om den situation her? Får de et ‘haha-moment’ og tænker, at det var velfortjent, at min ‘drøm’ braste? Så kunne jeg lige ‘komme ned der fra’..

Min hjerne har kørt med 100km i timen, siden jeg flyttede tilbage til Danmark. Jeg føler ikke, at jeg har haft tid til at ta’ et stort skridt tilbage, og kigge ind på det der egentligt sker i mit liv. I vores liv. Jeg har haft så travlt med at holde hovedet over vand, få noget struktur omkring Victor, skrive min hovedopgave færdig, flytte i lejlighed (og indrette den), tage hånd om tonsvis af praktiske ting – jeg må indrømme at jeg har været fuldstændig overvældet, og har brudt sammen flere gange. Jeg er totalt flyvsk, jeg er blevet ualmindelig glemsom, mit humør svinger og mit overskud bliver udfordret hele tiden. Alle omkring mig påpeger det. Trods det, kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg ikke fortryder mit valg om at flytte fra sandkassen. Jeg havde også gjort mig mange tanker omkring alt det jeg står med nu, men man kan alligevel ikke forberede sig helt. Jeg føler mig tit alene, selvom jeg bestemt ikke er det. Jeg har den skønneste familie, og de bedste venner jeg kunne ønske mig, der bakker mig op og støtter mig i alt hvad jeg gør. De ved til gengæld også godt, hvordan hele denne ‘situation’ er opstået, og det giver dem en helt anden forståelse for det jeg går igennem for tiden. Det er vildt anstrengende, at bekymre sig om andres mening, når de ikke er blevet bekendtgjort med omstændighederne, og når man har så meget andet at bekymre sig om.

Men hvad gik der galt? Jeg ved godt, at mit liv udadtil har set rigtig fedt og spændende ud, for nogen mennesker. Jeg boede i Dubai med min pilot, vi boede i et stort hus, vi havde hushjælp, vi fik en dejlig søn og en rigtig familiehund, jeg levede på cafeer med min mødregruppe – vi manglede ingen ting. Jeg synes dog altid at jeg har været meget åben, især her på de sociale medier, om at jeg ikke var helt tilfreds med mit liv. Det lyder så pisse utaknemmeligt, det ved jeg, men hvad er det i virkligheden der gøre at man er tilfreds med livet? At man trives? Er det alle de materielle ting? Nej, mine damer og herrer, det er det bestemt ikke. De materielle ting har INGEN værdi, hvis der er uro på privatfronten, for så er man jo ikke glad, helt ind i hjertet.

Så – ser jeg det her som et nederlag? Nej, det gør jeg ikke.
Jeg synes at det er helt forfærdeligt, at min lille familie er gået i opløsning, men det er ikke et nederlag. Det havde været et nederlag, hvis jeg ikke stod ved mig selv og mine værdier, og forblev i et forhold jeg ikke havde det godt i. Hvis ikke vi kæmpede for det bedste for vores familie, havde det været et nederlag.

Danmark er ikke et nederlag. Danmark er et fantastisk sted at bo, og jeg ELSKER at være her. Selvfølgelig savner jeg ting ved Dubai-livet, men der så meget andet, der opvejer det savn. Danmark er ‘meget mere mig’, og jeg er glad for at det er her, min søn skal vokse op. Helt ærligt, jeg er meget gladere for at bo her i dejlige Jylland, end jeg var i Dubai. I og med, at A stadig skal bo i Dubai noget tid endnu, kommer samværet til at flekse imellem at være i Dubai og Finland, hvilket betyder jeg stadig kommer til at opholde mig der, af og til. Det er nu dejligt nok, så jeg kan få min Dubai-dosis ind imellem. Livet er en sjov størrelse, og jeg tror oprigtigt på skæbnen. Jeg tror på, at alt sker af en årsag. At stå her hvor jeg gøre nu, var ikke en del af min plan, men jeg vælger at tro på at der er en mening med det hele. Livet ser noget andeledes ud end det gjorde for bare 2 måneder siden, men jeg har fået ro i sindet, og det er SÅ dejlig en følelse.

Jeg vil gerne takke jer for jeres opbakning, især jer der ikke kender mig. I sender så søde og opmuntrende beskeder, og det er simpelthen så rørende, at i er så betænksomme, og bekymrer jer for en i ikke kender i ‘virkligheden’. Det er så dejligt, at i er så loyale, og ikke kun ville ‘være med’, når det hele handlede om sjov og ballade og Burj Khalifa. Mit liv bliver nok aldrig helt ‘normalt’, men jeg er glad og taknemmelig for alt det jeg har.

Kys og kærlighed, Mai x

 

4 kommentarer

  • Renée

    Well Said 😘👍🏻 Livet er mere end materielle ting. Og ingen, udover dine nærmeste, kender historien bag det hele. Så ingen mennesker har ret til at dømme eller pege fingre.
    Ønsker dig alt godt for dig og din dreng.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg er ny her på din blog, men hvor er det spændende at følge med 🙂
    Jeg stod i ca samme situation som dig for nogle år siden (hvis man da lige hiver Dubai ud af ligningen 😉 ). Jeg gik også op i, om folk mon syntes, Jeg var svag osv. Jeg spurgte min mor, hvad folk sagde, når hun fortalte dem om min situation, selvom hun heller ikke fortalte dem om de præcise detaljer. Hun sagde, at alle syntes, det var synd for mig, og at jeg ikke havde fortjent det. Det med, at man selv tror, at folk sikkert synes, man har godt af det, er helt sikkert noget, man bilder sig selv ind. Du må ikke være så hård ved dig selv <3 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Catarina

    Kære Maj.
    Godt skrevet, tak for din ærlighed. Dubai er et spændene land, men intet kan samlignes med Danmark, home sweet home. Jeg ønsker jer det bedste, i er ikke alene, vi står sammen🇩🇰

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Åh Mai! Virkelig dejligt at læse sådan et inspirerende indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vuggeren